Gå til hovedindhold
Nyhed

Opgaveudvalg for bæredygtighed takker af

Onsdag aften lukkede Bæredygtighedsudvalget døren bag deres sidste udvalgsmøde på Rådhuset. Halvandet års arbejde med at skrive en bæredygtighedsstrategi for kommunen er færdiggjort, og forslaget bliver nu givet videre til kommunens politikere.

Bæredygtighedsudvalget overdrager udkast til den kommende strategi
Bæredygtighedsudvalget overdrager udkast til den kommende strategi

Det færdige forslag til en bæredygtighedsstrategi blev afleveret til formand for Teknik- og Miljøudvalget Sigurd Agersnap, der takkede udvalgsmedlemmerne for deres store arbejde med at sætte en retning for en grøn omstilling i Lyngby-Taarbæk og at pege på tiltag, der imødegår klimaudfordringerne.

I Bæredygtighedsudvalget har politikere og borgere siden marts 2019 arbejdet sammen om at lave et udkast til en bæredygtighedsstrategi for Lyngby-Taarbæk Kommune. Undervejs har udvalget gravet sig ned i forvaltningens fagområder bredt og sammen med medarbejdere screenet kommunen i forhold til FN’s verdensmål og potentialet for bæredygtige indsatser og effekt.

Udvalget har også sat rammen for dialogmøder og stået bag bæredygtighedsfestival, aktørmøde for bæredygtige fællesskaber og æbledag (som desvære blev aflyst pga. covid-19). Udvalget har desuden forvaltet en bæredygtighedspulje, der har givet midler til bæredygtige projekter i kommunen.

Forkvinden for Bæredygtighedsudvalget Charlotte Algreen er stolt af udvalgets arbejde: ”Det har været et spændende arbejde, og jeg synes vi har lavet et rigtigt stærkt forslag til en strategi. Nu håber vi, at den blive taget godt i mod af politikere og borgere. For arbejdet er kun lige begyndt, og hvis omstillingen skal lykkes, er det vigtigt, at alle er med”.

Kommunalbestyrelsen sender forslaget til en bæredygtighedsstrategi i offentlig høring ultimo november 2020.