Gå til hovedindhold

Lyngby-Taarbæk vil leve op til internationale standarder med ny klimaplan

Lyngby-Taarbæk kommunalbestyrelse har d. 3. november 2022 vedtaget en DK2020-klimaplan.

Kommunen har med den politiske beslutning om at tilslutte sig DK2020-klimapartnerskabet, forpligtiget sig til at fokusere på, hvor og hvordan Lyngby-Taarbæk kommune kan indfri Parisaftalens målsætninger.

DK2020-klimaplanen og Bæredygtighedsstrategien beskæftiger sig i vid udstrækning med de samme elementer. Planen vil derfor blive anvendt som et værktøj til at måle fremdriften af implementeringen af bæredygtighedsstrategien.

DK2020-klimaplanen er bygget op omkring Climate Action Planning Framework (CAPF), som er en detaljeret strategisk tilgang til implementeringen af klimaplanen. Du kan læse mere om CAPF her: Climate Action Planning Framework

 

Lyngby-Taarbæk Kommune er med til at skrive international klimahistorie

Vedtagelsen og godkendelsen af Lyngby-Taarbæks DK2020-plan glæder borgmester Sofia Osmani, der mener, at DK2020-samarbejdet og kommunens Bæredygtighedsstrategi i samspil får stor betydning for kommunens samlede klimaindsatser fremover.

"Med DK2020 klimaplanen går vi et skridt videre med ambitionsniveauet og implementeringen af Bæredygtighedsstrategien. Vi har fokus på at skabe synergi og merværdi på tværs af fokusområderne, bl.a. ved at bidrage til CO2-reduktion i forbindelse med klimatilpasning " siger borgmester Sofia Osmani.

 

CO2-reduktion i 2030

En af de vigtige skærpelser i DK2020-klimaplanen en hævet målsætning for CO2-reduktion. På baggrund af nye scenarier har kommunen opdateret det oprindelige mål om CO2-reduktion til 90% i 2030 i forhold til 1990. Et vigtigt led i at nå målet er kommunens ny-vedtagne varmeplan, som skal sikre, at 98% af Lyngby-Taarbæk tilbydes fjernvarme senest i 2030. Samtidig skal alle have CO2-neutral produceret el i 2035 samt vores samlede energiforbrug skal reduceres med 7% i 2030 og med 10% i 2050. I klimaplanen er der også lavet nye vurderinger af risiko for oversvømmelser, og hvordan vi beskytter os imod dem, ligesom der er mål og indsatser for at vores forbrug bliver mere bæredygtigt.