De handlende i Lyngby-Taarbæk har fokus på bæredygtighed
I sidste uge fremlagde studerende fra Cphbusiness resultaterne af en række undersøgelser af de handlendes kendskab og holdning til bæredygtighed i det centrale Lyngby.
I sidste uge fremlagde studerende fra Cphbusiness resultaterne af en række undersøgelser af de handlendes kendskab og holdning til bæredygtighed i det centrale Lyngby.
Der er måske nogle i byen, som har lagt mærke til de mange studerende, der de seneste uger har spurgt de handlende i Lyngby om deres holdning til bæredygtig shopping. 15 grupper af studerende har som led i deres uddannelse til markedsføringsøkonom, spurgt 100 butikskunder hver om deres viden og holdning til bæredygtighed og FN’s Verdensmål. Udvalgte resultater blev i sidste uge fremlagt for kommunen, Bæredygtighedsudvalget og Handelsforeningen.
De studerende fandt frem til mange spændende indikationer på, hvordan vi kan gøre handelen i Lyngby-Taarbæk mere bæredygtig, og hvor villige butikskunderne allerede er til at ændre deres vaner.
Begrænset kendskab, men positiv holdning: 40% kender til Verdensmålene, mens 60% kun har hørt om dem – men 80% synes de er relevante.
Mere markedsføring: 65% ville købe mere bæredygtigt, hvis det blev markedsført mere.
Mange af de adspurgte tænker bæredygtigt, når de handler fødevarer, men synes det er svært at gennemskue, når de køber tøj.
Flere bæredygtige varer: 70% bakker op om, at der skal være minimum 40% bæredygtige varer i butikkerne.
Byttemarkeder er godt, men..: 80% synes, det er en god idé at have byttemarkeder i weekenden, men kun 40% ville bruge dem.
40-50% vil købe bæredygtige produkter, hvis de koster mere:
Hvor én gruppes resultater viste, at prisen afholder 60% fra at vælge bæredygtigt, så viste en anden, at 50% gerne ville betale 50 kr. mere for en T-shirt, hvis den var bæredygtig.
Undersøgelserne viser, at mere fokus og markedsføring omkring bæredygtighed fra butikkernes side vil påvirke butikskundernes valg. Butikkerne må derfor tage den bæredygtige stafet i hånden, og udbyde flere bæredygtige varer.
De studerende har givet Handelsforeningen og Bæredygtighedsudvalget stof til eftertanke og inspiration. Cphbusiness og Bæredygtighedsudvalget har derudover også aftalt at fortsætte samarbejdet, som bidrager til kommunens kommende bæredygtighedsstrategi.
Vil du vide mere om de studerendes opgave kan du kontakte Henning Christensen, lektor Cphbusiness på hec@cphbusiness.dk