Gå til hovedindhold
Nyhed

Børns gode bæredygtige ideer – i LEGO

Som led i den nationale naturvidenskabsfestival i Uge 39 har kommunen tilbudt skolerne LEGO’s Build the change-arrangementer, i samarbejde med Miljø- og Energicenter Høje-Taastrup.

De sidste to uger har Miljø- og Energicenteret besøgt Virum Skole, Lundtofteskolen, Engelsborgskolen, Lindegårdsskolen, Trongårdsskolen og Kongevejens Skole. Med kæmpe kasser af LEGO fik børnene som opgave at finde på en bæredygtig ide, og bygge den i LEGO.

For Miljø- og Energicenteret er det vigtigt at give børnene en bevidsthed og bæredygtighed om klimaudfordringerne, samt at give dem et sprog for de samfundsforandringer, vi er i gang med. Gennem leg med LEGO giver konceptet Build the Change børnene mulighed for at spørge, undre sig og tænke kreativt om den bæredygtige udvikling.

Flotte bæredygtige løsninger

Det er børnene i 4. og 6. klasse som med stor entusiasme, gå på mod og viden har vist deres kreative evner og store bæredygtige bevidsthed. For eksempel byggede nogle børn bæredygtige skoler med affaldssorteringssystemer, legepladser der giver energi når børn leger, og vandopsamling, hvor regnvandet kan bruges i toiletterne. Børnene fremviste også ideer om affaldsopsamling i havet, robotter som kan plante og om at genplante træer samt optimerede vindmøller.

Efter workshoppen præsenterede børnene deres ideer for hinanden og for deres lærere, og var meget stolte af deres kreationer, som de var meget opmærksomme på at der skulle tages billeder af – vi forstår godt hvorfor!