Gå til hovedindhold

Et klima-samarbejde, der forpligter

Når Lyngby-Taarbæk Kommune går med i kommunernes DK2020-samarbejde, forpligter kommunen sig samtidig til fuld CO2-neutralitet i 2050.

Indhold

    For Lyngby-Taarbæk Kommune er samarbejdet i DK2020 et vigtigt værktøj, der kan bruges til at måle den samlede CO2-effekt af bæredygtighedsstrategiens klimatiltag. DK2020 gælder for CO2-udslip fra hele kommunen som geografisk område – ikke bare den kommunale drift.

    I DK2020 arbejdes der ud fra et status-år 2018, hvorfra kommunen vil lave forskellige scenarier for, hvordan der kan opnås CO2-neutralitet i 2050.

    2030 – en vigtig milepæl på vejen mod fuld CO2-neutralitet

    Lyngby-Taarbæk Kommune har i en årrække arbejdet med at reducere CO2-udslippet, og har senest gjort det til en fyrtårnsindsats i kommunens bæredygtighedsstrategi.

    I bæredygtighedsstrategien for Lyngby-Taarbæk Kommune beskrives en række tiltag, der skal skære ned på udledningen af CO2. De er konkretiseret i et handlekatalog, og en implementeringsplan – der anviser de helt konkrete indsatser - er under udarbejdelse.  

    I bæredygtighedsstrategien slås det fast, at kommunens ambitiøse mål er at opnå 70% reduktion af CO2-udledningen i 2030, målt i forhold til niveauet i 1990.

    Dette mål om en 70% CO2-reduktion kan så blive en milepæl på vejen til at opnå fuld CO2-neutralitet i 2050.

    Et forum, hvor erfaringer kan deles

    Med DK2020-samarbejdet forpligtiger Lyngby-Taarbæk og de øvrige DK2020-kommuner sig på et scenarie, hvor de i alt 66 kommuner slet ikke udleder CO2.

    De første 20 kommuner startede DK2020-samarbejdet i 2020. Året efter, i 2021, kom yderligere 46 kommuner til, heriblandt Lyngby-Taarbæk. Med DK2020-samarbejdet får de deltagende kommuner en unik lejlighed til at dele erfaringer om, hvordan der kan skrues ned for CO2-udledningen på lokalt plan.

    Højvande i Mølleåen

    Højvande i Mølleåen. Foto: LTK