Fjernvarme gav ro i maven og fremtidssikrede familiens hjem
Da energipriserne steg, valgte Inge Britta og familie en løsning, der både gav ro i maven, sikrede huset og gjorde boligen mere klimavenlig. Konvertering fra naturgasfyr til fjernvarme har reduceret familiens årlige CO2-udledning med 1.040 kg CO2 og sparer dem for 3.220 kr. årligt.
Da Inge Britta og hendes familie i 1980 flyttede ind i deres rækkehus fra 1936, blev huset opvarmet med et stort oliefyr i kælderen. Senere skiftede familien til gasfyr, som dengang blev fremhævet som den moderne og klimamæssigt rigtige løsning. I dag ser hun lidt anderledes på det.
“Det er egentlig lidt sjovt, for dengang fik vi at vide, at gas var det miljømæssige rigtige og fremtiden. I dag er det nærmest ildeset.”
I dag bor Inge Britta og hendes mand alene i huset, som netop har rundet sit 90-års jubilæum. På vejen bor både yngre familier og ældre beboere, og netop fællesskabet i området har også haft betydning i forbindelse med overgangen til fjernvarme. Langt størstedelen af naboerne valgte nemlig at blive en del af den fælles fjernvarmeløsning. På den måde er de blevet en del af et lokalt energifællesskab, hvor varmen produceres centralt og deles mellem mange husstande.
Klimavenligt valg med fokus på fremtiden
For Inge Britta og hendes mand handlede beslutningen om fjernvarme fra en start først og fremmest om klimaet. De ønskede en mere klimavenlig varmeforsyning og en løsning, der kunne fremtidssikre huset. Samtidig spillede udviklingen i gaspriserne en stor rolle. Efter krigens udbrud i Ukraine oplevede familien, hvor voldsomt energipriserne kunne svinge.
“Pludselig kostede ét kvartal det samme, som vi tidligere havde betalt for et helt år. Det gjorde virkelig indtryk og viste, hvor afhængige vi var af gas.”
Derfor blev fjernvarme også en måde at skabe større tryghed omkring både økonomi og energiforsyning. Familien ønskede ikke længere at være afhængige af gasmarkedets udsving, og samtidig så de fjernvarme som en investering i boligens fremtid.
En enkel og overskuelig proces
Familien blev første gang gjort opmærksom på muligheden for fjernvarme i sommeren 2023, hvor de modtog et brev fra kommunen/fjernvarmeselskabet om, at fjernvarmen ville komme til området. Herefter fulgte informationsmøder og borgermøder, hvor beboerne kunne høre mere om projektet og få afklaring på eventuelle spørgsmål. Det gjorde en stor forskel for Inge Britta, at der gennem hele processen var tydelig kommunikation og god information.
“Fjenvarmeselskabet var virkelig gode til at tage en i hånden hele vejen igennem.”
Inden installationen kom fagfolk ud til huset for at gennemgå løsningen og forklare, hvor rørene skulle føres ind. Da gravearbejdet gik i gang på vejen i 2024, oplevede familien også løbende information om blandt andet adgangsforhold og vejlukninger.
Selvom et anlægsprojekt naturligvis kan påvirke hverdagen midlertidigt, oplevede Inge Britta aldrig processen som uoverskuelig.
“Man fik al den information, man havde brug for, så man kunne planlægge sig ud af det. Derfor blev det aldrig et stort problem.”
Selve installationen inde i huset overraskede dem positivt. Fjernvarmeunitten blev installeret i kælderen på blot én dag.
Tryghed i en moderne varmeforsyning
Familien har indimellem oplevet mindre driftsforstyrrelser efter tilslutningen til fjernvarmen, men Inge Britta roser den gode kommunikation fra fjernvarmeselskabet.
"De er gode til at informere via sms og mail, og vi har aldrig været særligt generet af det, da arbejdet oftest foregik midt på dagen."
Den eneste bekymring familien har haft - og til dels stadig har - er tanken om at være “i lommen på fjernvarmen,” ligesom de tidligere var afhængige af gas, og hvilke prisudsving det kunne medføre. Fjernvarmen er dog et sikrere valg og langt mere bæredygtigt.
En investering i både klima og bolig
For Inge Britta handler fjernvarme ikke kun om varme i radiatorerne. Det handler også om ansvar, tryghed, fællesskab og om at gøre huset klar til fremtiden.
Hun er heller ikke i tvivl om, at fjernvarme vil være en stor fordel, den dag huset skal sælges.
"Når vi en dag skal sælge huset, tror jeg, at fjernvarmen vil være en stor fordel. Omvendt ville det have været et kæmpe minus ikke at have fjernvarme."
Beslutningen har givet familien både ro i maven, en mere bæredygtig hverdag og en bolig rustet til fremtiden, og derfor anbefaler de klart løsningen til andre, der står over for samme valg.
Fakta om fjernvarme og fjernvarmeudrulningen i Lyngby og Virum
Geotermi er en grøn varmekilde, hvor varmt vand fra undergrunden bruges til at producere fjernvarme.
Læse flere historier om husejere der har takket ja til en energigennemgang af deres bolig
Kan fjernvarmekunder opleve de samme prisudsving som gaskunder?
Nej, typisk ikke i samme omfang.
Naturgaspriser er tæt knyttet til de internationale energimarkeder og kan derfor svinge markant over kort tid, som mange oplevede under energikrisen i 2022.
Fjernvarmepriser kan også ændre sig, men de er som regel mere stabile. Det skyldes blandt andet, at fjernvarme ofte produceres ved hjælp af flere forskellige energikilder såsom biomasse, el, overskudsvarme, geotermi og varmepumper. Dermed er fjernvarmen mindre afhængig af udviklingen i én enkelt energikilde.
Samtidig er danske fjernvarmeselskaber underlagt et hvile-i-sig-selv-princip, hvilket betyder, at de ikke må skabe overskud til ejere, men alene opkræve de nødvendige omkostninger til drift, vedligeholdelse og investeringer.
Der kan derfor forekomme prisændringer på fjernvarme, men historisk har udsvingene typisk været mindre og mere forudsigelige end på naturgas.
Fakta
- Det er Vestforbrænding, der leverer fjernvarme i Lyngby-Taarbæk Kommune. Du kan læse mere om fjernvarme, og hvornår det kommer til dit område på deres hjemmeside.
- Du kan også finde kommunens varmeplan her, som beskriver planen for udrulning af fjernvarmen i kommunen.
- Fjernvarmen består i dag primært af affaldsvarme. Det vil sige, at Vestforbrænding udnytter varmen fra forbrænding af affald, der ellers var gået tabt – altså det, der hverken kan genbruges eller genanvendes. I fremtiden vil fjernvarmen være CO2-neutral.
- Når du skal have fjernvarme i dit hus, tilkobles du med en stikledning i dit hus. Vestforbrænding installerer enheden, fjerner det gamle fyr og laver løbende service.
- Der er mange fordele ved fjernvarme. Det er praktisk nemt, da det hverken støjer, lugter eller fylder, og samtidig er det en grøn og økonomisk forudsigelig løsning.