Gå til hovedindhold
Bæredygtighed

Efterisolering af loft satte skub i energiforbedringerne

Da Lars og Tine fik tilbuddet om et energieftersyn tøvede de ikke. Energieftersynet var anledningen de manglede til at få overblik over, hvilke forbedringer der kunne give mening, både ift. indeklimaet og økonomien. Efter at have gennemført flere renoveringer sparer de nu 6.110 kr. om året, og der er potentiale til at spare yderligere 12.290 kr. ved at foretage de resterende renoveringer, som de har fået anbefalet af energikonsulenten.

Indhold

    Boligens udgangspunkt 

    Lars og Tine har boet i deres villa siden 1996. Tidligere boede de sammen med deres børn, men de er siden hen fløjet fra reden. Huset er fra 1933, og med den alder følger også nogle naturlige begrænsninger i forhold til isolering og energiforbrug. Som mange huse fra denne periode er huset ikke opført efter de samme isoleringsstandarder som nyere boliger. Det betyder blandt andet, at huset kan føles koldt om vinteren. Lars er bevidst om, at ældre huse ikke kan bringes helt op på det samme energimæssige niveau som nye boliger, de har til gengæld deres egen charme, som han nødig ville være foruden.

    Alligevel er det muligt at forbedre komforten og energiforbruget betragteligt ved at foretage de rigtige energirenoveringer. Inden energieftersynet havde Lars og familien allerede foretaget nogle forbedringer i villaen. Blandt andet var flere vinduer blevet udskiftet, og der var etableret gulvvarme i de rum, hvor der er flisegulve. Loftet var desuden allerede isoleret, og huset havde fået hulmursisolering. 

    Energiscreening 

    Da familien fik tilbuddet om en energiscreening, var det næsten for godt til at sige nej til, fordi det var næsten gratis, fortæller Lars grinende. Under besøget gennemgik energirådgiveren huset og anvendte blandt andet kamera til at identificere kuldebroer og områder, hvor varmen forsvinder. Lars beskriver besøget som en "enkel oplevelse". Han sagde desuden, at "det giver en god anledning til at få sat skub i nogle ting, som de havde overvejet i længere tid".

    Lars understreger, at de ikke selv er eksperter på området, og derfor var det rart at få besøg af en fagperson, som kunne vurdere, hvad der gav mest mening i netop deres situation. Da huset er af ældre dato, var de også klar over, at der sandsynligvis var flere ting, der kunne forbedres. Selvom nogle af forslagene måske kunne virke oplagte, oplevede Lars det som en stor fordel at kunne sparre med en ekspert. Energirådgiveren kunne både komme med idéer, som familien ikke selv havde overvejet, og samtidig lave beregninger, der viste, hvilke energiforbedringer der faktisk kan betale sig økonomisk. 

    Lars fremhæver også, at rådgiveren var ærlig i sin vurdering.

    "I stedet for blot at foreslå en lang række mulige energiforbedringer, tog han udgangspunkt i familiens specifikke situation og pegede på de tiltag, der faktisk ville give mening både praktisk og økonomisk på baggrund af den samtale vi havde under energitjekket." 

    Efter gennemgangen udarbejdede rådgiveren en rapport med konkrete anbefalinger og beregninger. Rapporten indeholdt også estimater for tilbagebetalingstid, hvilket gav Lars og Tine et klart overblik over, hvilke tiltag der økonomisk kunne betale sig, og hvilke der ikke nødvendigvis var rentable for netop deres hus.

    Blandt anbefalingerne var: 

    Gennemførte renoveringer

    • Justering og bedre styring af den eksisterende gaskedel, som Lars selv kunne indstille. Dette kan normalvist reducere varmeforbruget med omkring 5 %.
    • Installation af automatisk mirkoventilation med varmegenvinding i kælderen for at forbedre luftcirkulationen. 
    • Ekstra isolering på loftet. 

    Øverige anbefalede renoveringer

    • Konvertering til fjernvarme.
    • Udskiftning af vinduer med termoruder.

    Resultat af de anbefalede energirenoveringer 

    Tine og Lars oplever, at indeklimaet og temperaturen er blevet mere stabil med tiden, sammenlignet med da de flyttede ind og især i nogle bestemte rum. Selvom huset stadig er af ældre dato med de energimæssige begrænsninger, det medfører, har de forskellige tiltag, der er blevet foretaget på huset, samlet set bidraget til en mere energieffektiv bolig og lavere energiregninger.  

    Efterisoleringen viste sig at være en relativt overkommelig investering, og ikke noget der kostede en formue ifølge Lars. Derudover valgte Lars også at justere styringen af gaskedlen, som rådgiveren havde anbefalet. Det var en enkel løsning, som hurtigt kunne implementeres. Samtidig har de installeret ventilation med varmegenvinding i kælderen. Disse energiforbedringer har givet dem en besparelse på 780 kg CO2 årligt og 6.110 kr. årligt.  

    Et mere effektivt hjem

    Lars og Tine har allerede gennemført flere af de anbefalede tiltag. På længere sigt forventer Lars og Tine også at få fjernvarme, når det bliver tilgængeligt i området. Dette vil give dem en yderligere besparelse på 8160 kr. og 850 kg CO2 årligt. Lars fremhæver, at energieftersynet fungerede som en god anledning til faktisk at få sat nogle af forbedringerne i gang, noget man ellers let kan få udskudt.

    Anbefalede tiltag og besparelser:  

    Tidligere gennemførte renoveringer

    Udskiftning af gamle vinduer med nye termoruder:

    2.940 kr./år

    440 kgCO2/år

    Anbefalede tiltag og besparelser fra energitjekket

    Decentral mikroventilation med varmegenvinding: 

    5.310 kr./år

    680 kgCO2/år

    Efterisolering af loft:

    800 kr./år

    100 kgCO2/år

    Udskiftning af resterende gamle vinduer med nye termoruder:

    4.020 kr./år

    470 kgCO2/år

    Fjernvarme:

    8160 kr./år 

    850 kg CO2/år 

    Styring af gaskedel: 

    Der er ikke beregnet præcise besparelser, men man kan typisk forvente med en besparelse på 5 % af varmeforbruget.

    Totale besparelser tidligere renoveringer og anbefalede

    21.230 kr./år

    2.540 kgCO2/år