Gå til hovedindhold

Prøv en elcykel

Lyngby-Taarbæk Kommune tilbyder borgere muligheden for at låne en elcykel og opleve, hvordan det at cykle kan gøre hverdagen nemmere, sundere og mere klimavenlig.

26. nov. 2025

Indhold

    Slip for bilen og de mange trafikpropper

    Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker at give borgerne en konkret mulighed for at opleve fordelene ved at vælge cyklen frem for bilen. Elcyklen er et hurtigt, effektivt og miljøvenligt transportmiddel, der samtidig giver motion og frisk luft. Den er ideel til både korte og længere afstande og gør det lettere at cykle, selv på de dage, hvor du ikke føler dig i topform.

    For dem, der dagligt kører bil, kan elcyklen være en god løsning til at få mere bevægelse ind i hverdagen. Den er perfekt til pendling, da den gør det nemt at komme rundt uden at skulle bekymre sig om trafikpropper, parkering eller benhårde bakker.

    Test elcyklen i din hverdag

    Lyngby-Taarbæk Kommune har fem elcykler til rådighed, som kan lånes af borgerne gratis i op til to måneder. I løbet af de to måneder, du kan låne cyklen, kan du bruge den til at pendle til og fra arbejde eller andre aftaler i din hverdag. At cykle på en elcykel føles som at have evig medvind på cykelstien, hvilket gør de længere distancer sjovere at være ude på.

    Test før du køber

    Mange borgere, der har prøvet elcyklerne, vælger efterfølgende at investere i en egen cykel, da de har set, hvor praktisk og sjovt det kan være. Generelt set har brugen af elcyklen nemlig levet op til borgernes forventninger. Brugerne har blandt andet skrevet; ”Jeg vil savne den meget” og ”Ja det har været godt for min sundhed og min sygdom og stor hjælp til min familie var meget glad for at låne en.” Udover at den hjælper dig med en sundere og mere effektiv transport, så hjælper den også med at reducere biltrafik og CO2-udledning.

    Venteliste og tilmelding

    Da ordningen er meget populær, er der ventelister. Hvis du ønsker at prøve en elcykel, kan du blive skrevet op ved at sende en e-mail til bookelcykel@ltk.dk. Når det bliver din tur, kan du afhente cyklen og begynde din prøveperiode. Der er først ledige cykler igen i 2027.

    Tilbuddet er et led af kommunens indsats for at fremme grøn mobilitet og reducere CO2-udledning

    Her kan du se et billede af cyklen, du har mulighed for at låne: