Gå til hovedindhold
Bæredygtighed

Slow Fashion vs. Fast Fashion

Vi køber mere tøj end nogensinde før, men hvordan vi producerer og bruger tøj har stor betydning for både miljøet og samfundet. Tøjindustrien er opdelt i forskellige tendenser: fast fashion, der handler om hurtig produktion og lave priser, og slow fashion, der fokuserer på kvalitet, bæredygtighed og længere levetid.

Indhold

    Fast Fashion

    Fast Fashion handler om at følge de nyeste trends hurtigt og billigt. Fast Fashion som produktionsform eksploderede i 60’erne samtidig med at man begyndte at bruge flere syntetiske materialer (dvs. materialer fremstillet af plastik, bl.a. polyester, nylon/polyamid og akryl). De syntetiske materialer, gjorde det nemmere og billigere at masseproducere. Industrien brugte dermed også massive ressourcer på at skabe et behov hos forbrugerne, ved netop at bygge deres produktion op omkring trends, der hurtigt erstatter hinanden, så man føler, at man skal købe nyt tøj ofte, for at passe ind. Desværre skaber det store mængder affald og CO2-udledning, da de syntetiske materialer ikke nedbrydes, udleder mikroplastik til havene samt er produceret af fossil olie.

    Slow Fashion

    Slow Fashion er det modsatte af Fast Fashion. Her prioriteres kvalitet, holdbarhed og bæredygtighed. Tøjet bliver lavet af bedre materialer, ofte økologiske eller genbrugte tekstiler, og produktionen tager hensyn til miljø og arbejdsvilkår. Slow Fashion opfordrer forbrugere til at købe færre, men bedre produkter, og til at passe på tøjet, så det kan bruges i mange år. Det mindsker både affald og ressourceforbrug og giver mere tid til at overveje, hvad vi virkelig har brug for.