Fossilfri transport er vejen frem
Transportsektoren står for en betydelig del af CO₂-udledningen og har derfor en vigtig og afgørende rolle for at forbedre klimaforandringerne. Vi bør fokusere på fossilfri transport, såsom el-varevogne og el-lastbiler, i overgangen fra benzin-, diesel- og gasdrevne køretøjer.
Gasdrevne køretøjer er ikke CO₂-neutrale
Benzin- og dieselbiler dominerer stadig vejtrafikken, og de er en af de største kilder til CO₂-udledning og klimabelastning i transportsektoren. Ud over køretøjer på traditionelle drivmidler, findes der et mindre antal køretøjer, som kører på gas fra fossile kilder, såsom naturgas.
Selvom naturgas i nogle sammenhænge omtales som et “renere” alternativ til benzin og diesel, er den ikke CO₂-neutral, da forbrændingen frigiver CO₂, som har været lagret i millioner af år. Biler, der bruger fossile gasprodukter, bidrager derfor stadig direkte til klimaforandringer, og deres anvendelse kan kun give en begrænset reduktion af udledningen sammenlignet med fuldstændig fossilfri løsninger.
For at opnå et favorabelt resultat er det nødvendigt at gå videre end fossile brændstoffer. Enten ved at bruge reelle CO₂-neutrale alternativer, eller endnu bedre ved at skifte til el-drevne køretøjer, der oplades med 100 % grøn elektricitet.
Biodiesel og forskellen på 1. og 2. generation
Ud over gas anvendes biodiesel i dag som alternativ til fossil diesel i mange køretøjer. Her er det vigtigt at skelne mellem 1. og 2. generations biodiesel, da deres klimaeffekt adskiller sig.
1. generations biodiesel fremstilles primært af afgrøder som raps, soja og palmeolie. Selvom denne type biodiesel kan reducere CO₂-udledningen sammenlignet med fossil diesel, er reduktionen begrænset og forbundet med betydelige udfordringer. Produktionen kræver store landbrugsarealer, som kan komme i konkurrence med fødevareproduktion og medføre indirekte CO₂-udledninger som følge af ændret arealanvendelse. Derfor betragtes 1. generations biodiesel i dag som en overgangsløsning med begrænset bæredygtighed.
2. generations biodiesel, ofte omtalt som HVO, fremstilles derimod af affalds- og restprodukter såsom brugt madolie og animalsk fedt. Denne type biodiesel kan give en væsentligt højere CO₂-reduktion og kan anvendes direkte i mange eksisterende dieselmotorer. Selvom 2. generations biodiesel kan bidrage til at reducere udledningen på kort sigt, er den fortsat baseret på forbrænding. Den kan derfor ikke alene sikre en fuldt fossilfri transportsektor på lang sigt.
Hvad er forskellen på "CO₂-neutral" og "fossilfri"?
Biogas, syntetiske e-brændsler og 2. generations biodiesel omtales ofte som “CO₂-neutrale”, det betyder ikke, at de er helt fossilfri. CO₂-neutralitet betyder, at den mængde CO₂, der udledes ved forbrænding af brændstoffet, svarer til den mængde CO₂, som allerede er bundet i biogasens råmateriale eller er blevet fanget under produktionen af syntetiske brændsler.
I praksis betyder det, at der stadig er energiforbrug og udledning forbundet med produktionen, transporten og raffineringen af disse brændsler, som ofte involverer fossile energikilder. Derfor kan de ikke betragtes som fuldstændig fossilfri.
For at mindske klimaforandringerne er det nødvendigt at skifte til elbiler og energikilder, der er 100 % fossilfri, da disse ikke bidrager til nye CO₂-udledninger i atmosfæren. Kun på den måde kan transportsektoren blive klimaneutral på lang sigt, uden at “låne” CO₂ fra biologiske eller industrielle processer.
El-lastbiler – en omkostningseffektiv vej til klimaneutral tung transport
For at reducere CO₂‑udledningen markant i den tunge transportsektor er el‑lastbiler en af de vigtigste løsninger. El-lastbiler har ingen udstødningsemissioner under drift, herunder ingen CO₂ og bidrager dermed til at reducere transportsektorens klimabelastning. Samtidig forbedres klimaet og den lokale luftkvalitet i byer og omkring trafikerede ruter og støjniveauet er lavere sammenlignet med diesel‑ og gasdrevne lastbiler.
Ud over klima- og miljøgevinsterne er elektriske lastbiler væsentligt mere energieffektive end lastbiler med forbrændingsmotor. En markant større andel af den tilførte energi omsættes direkte til fremdrift, hvilket reducerer energiforbruget pr. kørt kilometer. Det skaber en højere effektivitet. Det betyder at el-lastbiler i stigende grad kan konkurrere og i mange anvendelser allerede konkurrerer, på de samlede ejeromkostninger (TCO), særligt ved høj årlig kørselsmængde og depotopladning. Og det er pga. deres lavere energiomkostninger, færre bevægelige dele og et generelt lavere vedligeholdelsesbehov.
Effektiviteten af drivmiddelstyper, T&E
Elektrificering af vejtransporten i EU
Elektrificeringen af den tunge transport er i gang i Danmark og i flere Europæiske lande, men el‑lastbiler udgør stadig kun en lille del af den samlede vognpark, trods antallet er stigende. Drivkraft Danmark og andre aktører arbejder med at udbygge ladeinfrastrukturen der hvor behovet er størt, så el-lastbiler kan oplades effektivt både ved depoter, ved kunder og på langdistance-ruterne.
At skifte til el‑lastbiler er en vigtig del for at nå de fastsatte klimamål i transportsektoren, fordi elektrificering med 100 % grøn elektricitet betyder, at drivkraften bliver reelt fossilfri - samtidig med at transportvirksomhederne opnår en mere energieffektiv, støjsvag og på sigt økonomisk robust løsning, noget som fossile brændstoffer, herunder gas fra olieproduktion, ikke kan tilbyde.
Læs mere om transportsektorens klimamål her. (vi skal huske at indsætte link i sætningen)
Det gør en forskel, når forbrugerne prioriterer og sætter krav om fossilfri transport
Omstillingen til fossilfri transport afhænger ikke kun af teknologi og politik. Den krævet, at vi som forbrugere efterspørger grønne løsninger og er villige til at betale ekstra for transport, der er 100 % fossilfri. Når flere vælger transportløsninger på el, biogas eller syntetiske brændsler frem for fossile alternativer, sender det et tydeligt signal til producenter, transportfirmaer og politiske beslutningstagere om, at der er marked for bæredygtige løsninger.
Den øgede efterspørgsel kan bidrage til hurtigere investeringer i el-infrastruktur, udbygning af grøn energiforsyning og udvikling af billigere, fossilfrie alternativer. Kort sagt, hver gang vi som forbrugere prioriterer fossilfri transport, skubber vi hele transportsektoren mod et klimaneutralt system, samtidig med at vi selv bidrager til at reducere CO₂-udledningen.