Bæredygtighedsudvalgets arbejde med grøn transport i Lyngby-Taarbæk Kommune
Bæredygtighedsudvalgets arbejdsgruppe for grøn transport i Lyngby-Taarbæk Kommune har skabt stærkt samarbejde mellem kommune, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner for at fremme bæredygtig mobilitet og reducere CO₂-udledning.
Principper for grønne transportvaner
Arbejdsgruppen har udviklet et charter for grønne transportvaner med syv principper, der støtter op om og forbedrer medarbejderes oplevelser med transportformer som cykling, offentlig transport og samkørsel. Organisationer som Microsoft, DTU, COWI og Lyngby Almennyttige Boligselskaber har tilsluttet sig charteret.
Forbedringer af stationer og cykelinfrastruktur i kommunen
I arbejdet fik de ligeledes sikret midler fra Transportministeriet på 1,5 mio. kr. pr. station til at forbedre belysning, cykelparkering og skiltning på Lyngby, Sorgenfri og Virum Station for at gøre det mere trygt og attraktivt at vælge grønne transportmidler. Arbejdsgruppen fik også etableret en overdækket og belyst cykelparkering ved busstoppestedet på Rævehøjvej i samarbejde med Region Hovedstaden.
Gennem borgerdialog fik arbejdsgruppen kendskab til borgernes oplevelser og udfordringer med grønne transportmidler, hvilket fik indflydelse på Den Kommunale Cykelstrategi 2023-2032, som i sit fokus sætter penge af til at gøre cykling til et mere attraktivt og trygt transportmiddel. Formanden for teknikudvalget, Richard Sandbæk, udtalte i forbindelse med strategien, at ”Cyklen spiller en afgørende rolle i samspil og balance med øvrige transportmidler. Vi vil gerne understøtte denne positive udvikling med bl.a. renovering af cykelstier og forbedring af cykelparkering”.
Skal I være med?
Vi håber, at vores arbejde kan inspirere flere organisationer til at tilslutte sig vores Charter for Grønne Transportvaner med fælles principper for grøn transport og i fællesskab være med til at dele de gode erfaringer. Kontakt os på mail: baeredygtighed@ltk.dk, hvis I vil høre mere, eller læs Charter for grønne transportvaner her.
Arbejdsgruppen har gennem sin levetid været repræsenteret af følgende medlemmer:
- Gitte Kjær-Westermann (Lyngby-Taarbæk Kommune (B))
- Casper Strunge (Lyngby-Taarbæk Kommune (C))
- Niels Haxthausen (Lyngby-Taarbæk Kommune (F))
- Karen Marie Pagh Nielsen ((Lyngby-Taarbæk Kommune (F))
- Michael Knørr Skov (COWI)
- Casper von der Ahé (Danske Shoppingcentre)
- Johan Thomas Buus (DTU)
- Preben Mac (LAB)
- Søren Winther Hansen (Lyngby-Taarbæk Kommune)
Arbejdsgruppen for grønne transportvaner er nedsat af Lyngby-Taarbæk Kommunes Bæredygtighedsudvalg. Bæredygtighedsudvalgets arbejde ebber ud i 2025, men et netværk for grønne transportvaner vil leve videre ud over 2025.